ØKOKOK 2021

Konkurrencen Årets ØKO-KOK har været afholdt de seneste fire år og vil i år atter finde sted på Brandbygegaard, hvor det hele startede. Konkurrencen er båret af en kærlighed til sæsonens lækre råvarer, der nænsomt er dyrket af den økologiske landmand med respekt for både dyr og natur og omsat af dygtige kokke, der leverer retter på et højt gastronomisk niveau. Med konkurrencen hyldes de restauranter, der er gået foran i branchen og har opnået Det Økologiske Spisemærke i Guld og Sølv.

I 2021 finder begivenheden sted søndag d. 29. august kl. 9-16 på Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder. Der er åbent for publikum fra kl. 10-16.

Reglerne er simple – ØKO-KOK er en konkurrence, hvor råvaren ikke kommer til kokken, men hvor det er kokken, der kommer til råvaren. Alle gårdens råvarer er til rådighed, men kokkene ved ikke, før de møder op, hvilke de har til rådighed. Kokkene skal frembringe tre retter – en forret, en hovedret og en dessert ud fra de råvarer, de selv kan finde og høste på Brandbygegaard. Kokkene dyster om den ærefulde titel Årets ØKO-KOK 2021 og en hovedpræmie på 30.000 kr., som er sponsoreret af Naturmælk. Foruden gårdens råvarer vil der være mejeriprodukter fra Naturmælk samt de mest gængse basisvarer til rådighed.

Retterne afleveres løbende til et professionelt dommerpanel, som voterer og finder dagens stærkeste menu. Bedømmelseskriterierne er smag, håndværk, råvarehåndtering, udseende og helhed og derudover vil kokkene også blive bedømt på deres evne til at bruge hele råvaren og derved undgå madspild. Hver restaurant må stille med to personer, og må medbringe alle de redskaber og maskiner, der ønskes, men ingen råvarer, krydderier, texturas-produkter etc. Er I i tvivl, så send en mail til Rikke Grønning rtg@okologi.dk inden konkurrencedagen. Vi håber, I har lyst til at tilbringe en sensommersøndag i landlige omgivelser og nyde den sammen med kolleger og gårdens gæster, der inviteres til at kigge med fra sidelinjen.

Restauranter, som har opnået Det Økologiske Spisemærke i enten sølv eller guld, kan søge om at deltage i konkurrencen.

Send en mail til sna@okologi.dk senest onsdag d. 1. juli 2021, hvis I ønsker at deltage i konkurrencen.