Om ØKOKOK

Søndag den 3. september 2017 skete der noget stort – ikke bare Danmarks men måske også verdenshistoriens, første ØKOKOK løb af stablen på Brandbygegaard. Det var nok især stort for Søren Sørøver, der havde frembragt idéen, og entreret med Økologisk Landsforening samt Anders Halskov-Jensen for at føre den ud i livet. Men alle vi, der var med, syntes at denne begivenhed var stor for andre, for noget, for fremtiden!
Kokkekonkurrence er der en del af, men vores er anderledes – vores er den første kokkekonkurrence, der har økologi som grundlag. Det grundlag kloden og menneskeheden har brug for.

Ser man få år tilbage, var økologi ikke rigtigt noget, man spekulerede meget over i kokkefaget, men nu er suppen begyndt at simre i kanten, og med denne konkurrence er der skruet helt op for gryden.

Vi har lavet en konkurrence, som hylder økologien og de kokke, der arbejder for at fremme den. Som du måske ved, er der et Økologisk Spisemærke lavet af Fødevarestyrelsen og administreret af Økologisk Landsforening. Det er delt op i bronze, sølv og guld. For at deltage i ØKOKOK, skal restauranten have enten sølv- eller guldmærket i økologi. Hvert år har Naturmælk generøst bidraget med særlige oste, smør m.m. til deltagernes madlavning samt en flot hovedpræmie på 30.000 kroner.

Dommerbordets pladser bliver fornemt udfyldt af kompetente branchefolk heriblandt Mette Hvarre Gassner, kok og ejer af restauranten Ti trin ned, Mikkel Maarbjerg, kok og kogemand, Anders Halskov-Jensen, kogemand, vinanmelder og ejer af Madhjernen, Francis Cardenau, kok og restauratør.

Normalt er det råvarerne, der kommer til kokken. Sådan er det ikke her. Til årets ØKOKOK er det kokkene, der kommer til råvarerne. De skal selv ud og høste. Normalt i konkurrencer er alle råvarerne givet på forhånd, og retterne er indøvet et utal af gange. Her aner kokkene ikke, hvad der venter dem. Det er her, at det sande kokketalent skal findes frem, og gæster er velkomne til at komme og følge nogle af landets allerbedste kokke, når de på tid skal kreere 3 retter foran et oplagt publikum og dommerpanel. Det er en sjov, lærerig og fantastisk dag. I år afvikles ØKOKOK for 5. gang, og vi er glade for og stolte af opbakningen. Ikke mindst til økologien!